Generalforsamling 2026 samt foredrag ved Gro Lund Hansen

ADHD Sydjylland inviterer til årets GENERALFORSAMLING
 

📅 Søndag den 8. februar 2026
📍 HUSET i Vejen, Østergade 2, 6600 Vejen

Program for dagen:

  • Kl. 9.00 – 9.45: Mulighed for morgenbrød
  • Kl. 10.00: Generalforsamlingen starter
  • Kl. 12.30: Generalforsamlingen slutter
  • Frokost: Sandwich
  • Kl. 13.00: ADHD & TEENAGER–Foredrag v/ Gro (ADHD Akademi) 
    med spørgetid bagefter
  • Ca. kl. 14.30: Dagen afsluttes

Der vil være vand, kaffe og te hele dagen, samt lidt frugt og grønt.

Oplys venligst hvis du har en fødevareallergi
Oplys venligst hvis der deltager en ung  

Kære medlem


I forbindelse med den kommende generalforsamling søger vi 6-7 nye bestyrelsesmedlemmer samt en ny formand til lokalforeningen.

😦Nu følger der en meget meget lang tekst - men det er desværre nødvendigt.....

Hvad laver bestyrelsen i ADHD Sydjylland? 🤔

ADHD-foreningen Sydjylland er en frivilligdrevet lokalforening under ADHD-foreningen.

Vi dækker hele Sydjylland (undtagen Sønderborg) og arbejder for at udbrede viden om ADHD, skabe fællesskab, give alle en forståelse omkring ADHD og opnå bedre vilkår for mennesker med ADHD og deres pårørende.

Bestyrelsen har ansvar for planlægning og gennemførelse af foreningens aktiviteter, herunder foredrag, kurser og netværkscaféer, samt den løbende kontakt til medlemmer, frivillige og samarbejdspartnere.

Som bestyrelsesmedlem deltager du i ca. 8–11 bestyrelsesmøder årligt (datoerne er fastsat i fællesskab) og indgår i et samarbejde, hvor opgaverne fordeles efter interesse, kompetencer og overskud.

Bestyrelsen skal afspejle foreningens medlemsgrundlag.
Vi opfordrer derfor både personer med ADHD/ADD og pårørende til at stille op.

Hvad får DU ud af at være frivillig? Der er faktisk flere ting, men her er en lille liste:

  • Større livsglæde og mening – at gøre en forskel giver en følelse af formål
  • Personlig udvikling – du lærer nye sider af dig selv at kende
  • Nye relationer og venskaber – du møder mennesker med fælles værdier
  • Stærkere fællesskabsfølelse – du bliver en del af noget større
  • Bedre sociale kompetencer – kommunikation, samarbejde og forståelse
  • Mindsker ensomhed – både for dig selv og for dem, du hjælper
  • Styrker dit CV – viser engagement, ansvar og initiativ

Du skal selvfølgelig være medlem af ADHD foreningen for at sidde i bestyrelsen, og du kan sagtens blive meldt ind på dagen 😀

👉 Det er dog vigtigt, at alle, der stiller op til bestyrelsen, har en realistisk forståelse af opgavernes omfang.

 
Bestyrelsesarbejdet kræver:

  • Et højt ansvarsniveau
  • Stabilt fremmøde
  • Evne til at prioritere bestyrelsesarbejdet
  • Struktur og overblik
  • Omsorg og rummelighed
  • Gode samarbejdsevner i relation til mange forskellige mennesker


Der er stor efterspørgsel på flere aktiviteter og øget støtte i lokalområdet. Derfor har vi behov for engagerede personer, som kan påtage sig opgaver, følge dem til dørs og bidrage aktivt til foreningens videre udvikling.

Bestyrelsens opgaver kan bl.a. omfatte:

  • Planlægning og afholdelse af foredrag, kurser og netværksaktiviteter
  • Opstart og udvikling af nye lokale tilbud
  • Rekruttering af frivillige
  • Deltagelse i relevante råd og netværk
    (fx PsykInfo, Regionens Psykiatriske Dialogforum og DH i kommunerne)
  • Praktiske opgaver i forbindelse med arrangementer
  • Medvirken til planlægning og afholdelse af den årlige generalforsamling
  • Bidrag til at synliggøre foreningen lokalt

Alle bestyrelsesposter er vigtige, vi håber dog at der er en eller to som kan varetage sekretærrollen.
 

Sekretærrollen er en central, koordinerende funktion og kan eventuelt deles mellem to personer fra bestyrelsen.

Opgaverne vil bl.a. omfatte:

  • Håndtering af foreningens e-mail og kontakt til omverdenen
  • Koordinering af henvendelser til bestyrelse og frivillige
  • Booking af lokaler og foredragsholdere
  • Kommunikation og koordinering omkring arrangementer
  • Referatskrivning fra bestyrelsesmøder
  • Planlægning af generalforsamlingen
  • Udarbejdelse af nyhedsbreve samt opdatering af hjemmeside og offentlig kalender
  • Administration af dokumenter, lister og materialer
  • Telefonpasning i den faste telefontid

Har du overblik, struktur og lidt flere arme end gennemsnittet, så håber vi du stiller op til generalforsamlingen.

Formandsposten venter på dig med det store overblik – dig, der kan holde kursen, når energien er højere end strukturen, og idéerne sejler i alle retninger.

Formanden m/k har det overordnede ansvar for lokalbestyrelsen og spiller en central rolle i at sikre struktur, overblik og et velfungerende samarbejde.

Opgaver omfatter bl.a.:

  • Overordnet ansvar for lokalbestyrelsens arbejde
  • Ledelse og koordinering af bestyrelsen
  • Uddelegering af opgaver og motivation af frivillige
  • Deltagelse i ADHD-foreningens Hovedbestyrelsesmøder
  • Repræsentation af lokalforeningen ved relevante arrangementer
 

Foredraget ved Gro Lund Hansen stifter af ADHD Akademi

Gro har arbejdet som socialrådgiver og vejleder i mere end 20 år – og har selv ADHD med i bagagen.

Det betyder, at hun både har den faglige ballast og den personlige erfaring, som gør, at hun ved, hvordan det føles, når kaos, overspringshandlinger og tankemylder fylder.
Hun ved også at det kan vendes til styrker, kreativitet og nye måder at lykkes på.

Gro finder du også på Instagram og Facebook – hvor du, ligesom flere tusinde andre,  kan få input og gode råd om ADHD.

Link:
https://www.instagram.com/adhdakademi/

https://www.facebook.com/profile.php?id=61574808883095

Foredraget henvender sig til forældre, teenagere og unge voksne, hvor ADHD er en del af familien.

Det kombinerer faglig viden om ADHD og teenageudvikling med genkendelige eksempler, humor og konkrete redskaber, der kan bruges med det samme.

Der sættes fokus på, hvorfor teenageårene ofte bliver ekstra udfordrende, når ADHD er med i spil – uanset om det er den unge, forælderen eller begge. Oplægget skaber forståelse for hverdagens misforståelser og konflikter og giver familien et fælles sprog.

Der arbejdes også med overgangen til uddannelse og arbejde set fra et ADHD-perspektiv, med fokus på energi, motivation og bæredygtige valg frem for præstationspres.

Foredraget indeholder korte bevægelses- og refleksionsøvelser, der involverer både unge og forældre i et trygt rum.

Du går derfra med:

  • Større forståelse for ADHD i teenageårene
  • Konkrete redskaber til bedre kommunikation i familien
  • Et mere realistisk og håbefuldt syn på uddannelse og arbejdsliv
  • En oplevelse af ikke at stå alene

 

Har du spørgsmål eller ønsker du at høre mere om bestyrelsesarbejdet eller generalforsamlingen, er du meget velkommen til at henvende dig.

Med venlig hilsen
ADHD-foreningen Sydjylland

 

Information om arrangementet

Dato og tid Søndag d. 8. februar 2026 kl. 09:00 til 14:30

Tilmeldingsfrist Fredag d. 6. februar 2026 kl. 22:00

Sted Huset
Østergade 2
6600 Vejen

Arrangør

ADHD Foreningen Sydjylland
Tlf. +45 51408586
sydjylland@adhd.dk

Hop til start tilmelding